LAG Vejen-Billunds bestyrelse har netop holdt indstillingsmøde, hvor de i alt 13 indkomne ansøgninger fra lokale virksomheder og foreninger i Billund og Vejen Kommunes landdistrikter blev gennemgået, med henblik på at uddele de godt to millioner kroner, som kan uddeles i 2023.
Der var indkommet en god blanding af almennyttige og erhvervsprojekter til ansøgningsfristen, og bestyrelsen vurderede hvert enkelt projekt ud fra kriterierne i LAG Vejen- Billunds udviklingsstrategi.
Syv projekter har bestyrelsen indstillet til at få midler:
- 144.165 kroner til toiletbygning til glæde for parkens gæster samt de unge med kognitive handicap, der arbejder i Glad Zoo, Lintrup.
- 149.750 kroner til vacuumfyldemaskine til Holsted Kød, Holsted.
- 665.000 kroner til fælleshus i Gjerndrup, Gjerndrup Friskole.
- 148.465 kroner til naturlegeplads ved ferielejligheder Bolding Apartments, Hejnsvig.
- 545.000 kroner til servicebygning ved Holmeå Camping, Hovborg.
- 300.000 kroner til renovering af Jels friluftsscene, Jels Vikingespil.
- 102.550,75 kroner til shelterplads Søengevej i Gamst.
– Der var en god blanding af projekter af forskellige bredder i kvalitet og fokus i forhold til vores udviklingsstrategi. Da der i alt var ansøgninger for næsten 4 millioner kroner, kunne vi desværre ikke tilgodese alle. Men vi er sikre på, at de valgte projekter vil gavne fællesskaber, vækst, turismeudvikling og arbejdspladser i Billund og Vejen Kommunes landdistrikter, fortæller formand Henny Schøler, og fortsætter:
For virksomheder, organisationer og foreninger som overvejer at søge midler til vores næste ansøgningsfrist den 15. december, anbefaler jeg, at de orienterer sig på vores nye hjemmeside www.lagvejenbillund.dk. Derefter står vores koordinator Janne Kruse klar til at hjælpe med eventuelle spørgsmål. Janne kan kontaktes på mail kontakt@lagvejenbillund.dk.
Næste ansøgningsfrist er fredag den 15. december 2023. Projekterne udvælges den 25. januar 2024 og der uddeles op til 775.000 kroner.